Søg

Indhold

udbudsportalen.dk > ... > Sundhedscenter Stevns

Opdateret: Tirsdag den 20. april 2010

Sundhedscenter Stevns

Udskriv hele projektet

Beskrivelse af projektet
Stevns Kommune står overfor et større renoveringsarbejde af Stevnshallernes Svømmehal. Derudover er der behov for en kapacitetsudvidelse på genoptræningsområdet, som følge af kommunenes overtagelse af genoptræningsopgaverne fra amterne. Sideløbende med dette er der overvejelser omkring at udvide lægehuset i Store Heddinge. Alt dette har afstedkommet ønsket om af få afdækket mulighederne for at samtænke ovenstående aktiviteter og eventuelle andre private/offentlige sundhedsrelaterede foranstaltninger i et samlet projekt (Sundhedscenter).
En OPP-forundersøgelse skal afdække mulighederne for at renovere / nyopføre svømmehallen med et varmtvandsbassin samt etablere et nyt genoptræningscenter evt i tilknytning med et lægehus samt andre privatfunderede tiltag på sundhedsområdet.

Samarbejdsform
OPP, Samlet udbud

Projekttype
Sundhedsfaciliteter, Sportsfaciliteter

Ca. anlægssum
110 - 125 mi. kr.

Ca. drift- og vedligeholdssum
2,4 mio. kr. pr. år

Status
Resultat af OPP-forundersøgelse er blevet drøftet i kommunalbestyrelsen december 2008. Der er politisk tilkendegivet interesse for at prøve en OPP-løsning. En eventuel realisering af projektet afhænger dog af finansieringsmulighederne. Der er ultimo december 2008 sendt ansøgning om deponeringsfritagelse til projektet. Kommunen afventer svar fra Velfærdsministeriet på anmodning om deponeringsfritagelse.

Kommune
Stevns

Kontaktperson i kommunen
Lasse Nielsen
Analysemedarbejder
56575017
lasnie@stevns.dk

Resumé af forundersøgelse
OPP-forundersøgelsen skal afdække fordele og ulemper ved de tre udbudsformer; traditionelt udbud, samlet udbud og OPP i forhold til den konkrete opgave. OPP-forundersøgelsen består af 4 delanalyser: juridisk-organisatorisk analyse, markedsundersøgelse, anlægs-og driftsoverslag samt en finansiel analyse.

Juridisk-organisatorisk analyse
Den juridiske analyse indeholder en vurdering af Stevnshallernes status som offentlig eller privat enhed, hensigtsmæssigheden ved de respektive udbudsformer samt om erfaringerne fra et referenceprojekt (Bjørkvikshallen i Höör, Sverige) kan bruges.
Forundersøgelsen har vist, at den selvejende institution Stevnshallerne bedst kan betragtes som en offentlig selvejende institution. Stevnshallerne kan således ikke varetager andre opgaver end de opgaver Stevns Kommune selv ville kunne varetage. Stevnshallerne og Stevns Kommune kan derfor jf. kommunalretten ikke tilvejebringe eller bestille faciliteter til wellness, hoteldrift eller udljening af lokaler til privatpraktiserende fysio- og ergoterapeuter, da dette betragtes som kommercielle aktiviteter. Forundersøgelsen har ikke kunne afdække om kommunen må opføre og udleje faciliteter til privat praktiserende læger. Da faciliteterne i projektet også skal bruges til kommercielle aktiviteter vil erfaringerne fra referenceprojektet i Sverige ikke umiddelbart kunne finde anvendelse.

Markedsundersøgelsen
Markedsundersøgelsen afdækker markedets interesse for projektet og de tre udbudsmodeller. 7 aktører indenfor bygge-anlæg, bygningsdrift, fianansiering og development er blevet interviewet i 4. kvartal 2008.
Undersøgelsen kan konstatere en forsigtig interesse for projektet blandt markedsaktørerne. Det er aktørernes vurdering at der ikke umiddelbart kan forventes noget væsentlig omfang af kommercielle sideaktiviteter tilknyttet det beskrevne projektet. Markedsaktørerne påpeger at svømmehalsbyggeri og -drift er mere kompliceret og risikobetonet end almindeligt byggeri, og derfor er forbeholden overfor at påtage sig driftsrisiko og den kommercielle risiko (eftersprøgslen) i projektet. Det er markedets vurdering af eventuelle synergieffekter og stordriftfordele (kvalitativ effektivisering) primært skal findes i forhold til kommunens egne sundhedsrelaterede aktiviteter i projektet.

Anlægs- og driftsoverslag
Der opereres med to scenarier i budgetoverslaget. Scenarie 1 som er en renovering af den eksisterende svømmehal samt et nyt genoptræningscenter, der udviser en anlægsomkostning på kr.109 mio. og driftsomkostninger på kr. 2.4 mio. Scenarie 2 er opførelse af en ny svømmehal med varmtvandsbassin og nyt genoptræningscenter, som udviser en anlægsomkostning på kr.125 mio. og driftsomkostninger på kr. 2.2 mio. I begge scenarier baserer beregningerne sig på opførelse af et nyt genoptræningscenter på 3268 m2 og svømmehalsareal på 1350 m2. Centret består af et dagafsnit og et døgnafsnit. Dagafsnittet består af foyer med cafe og reception , træningslokale, møderum samt arbejdspladser og personalefaciliteter. Døgnafsnit består af 24 døgnpladser med badeværelser og toilet, opholdsrum, anretterkøkken, personalefaciliteter og kontorfaciliteter.

Finansiel analyse
Den finansielle analyse viser hvad det vil koste at gennemføre projektet jf. de tre udbudsformer.

Forundersøgelsen viser, at under de givne forudsætninger er OPP-modellen den økonomisk mest attraktive model for kommunen. Der fremhæves to vigtige årsager hertil. Dels at OPP-selskabet opnår et skattefradrag for den del af investeringen som finansieres ved fremmed kapital. For det andet er beregningerne baseret på at der er effektiviseringsgevinster at hente på OPP-løsningen i forhold til et traditionelt udbud, forventetligt anslået til 5 % på anlægssummen og 10 % på drift- og vedligeholdelsesomkostningerne. De anslåede effektiviseringssatser basere sig på studier fra OPP projekter i Storbritannien, hvor erfaringerne peger på at gevinster kan opnås grundet en stram styring i anlægsfasen, større fokus på totaløkonomi i projektets løbetid, samt et generelt større fokus på effektivisering og bundlinie i projektet.

Kommunens vurdering af forundersøgelser
Resultat af OPP-forundersøgelse er blevet præsenteret og fremlagt overfor kommunalbestyrelsen december 2008. Rapporten blev fremlagt af COWI - uden en egentlig indstilling - til genereal drøftelse. Fra såvel politisk som administrativ side blev der udtrykt tilfredshed med den udarbejdede rapport og COWIs indsats undervejs i processen.
OPP-forundersøgelsen har givet et mere kvalificerende beslutningsgrundlag, og givet nye vinkler på mulighederne og perspektiverne i et offentlig-privat samspil i Stevns Kommune. Da forundersøgelsen blev igangsat var der fra kommunens side en forventning om at markedet ville fatte stor interesse for projektet - ikke mindst iforhold til de mulige kommercielle elementer i projektet - og udvise en vis risikovillighed. Dette har ikke umiddelbart været tilfældet. Der har dog kunnet spores en stor lokale interesse for projektet blandt områdets forskellige private aktører på sundhedsområdet, især i forhold til at samtænke flere forskellige typer af sundhedsrelaterede tilbud.
Der er politisk tilkendegivet interesse for at prøve en OPP-løsning. En eventuel realisering af projektet afhænger dog af finansieringsmulighederne. Der er ultimo december 2008 sendt ansøgning om deponeringsfritagelse til projektet. Kommunen afventer svar fra Velfærdsministeriet på ansøgningen.

OPP-forundersøgelse Stevnshallerne.pdf

Gode råd til forundersøgelser

  1. Inddrag de berørte interessenter i processen og hold et højt informationsniveau.
  2. Et godt beskrevet og afgrænset projekt giver det bedste udbytte af forundersøgelsen, særligt i forhold til markedsanalysen.
  3. Tænk langsigtet - organisatorisk, økonomisk og politisk.



Primær navigation


Sekundær navigation


Udbudsportalen , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 3370 3370 , E-mail post@udbudsportalen.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes