Resumé af forundersøgelse
Kommunen har opstillet en række forskellige modeller for, hvilke aktiviteter projektet kan indeholde. Ud fra en økonomisk analyse har kommunen valgt at gå videre med en aktivitetsmodel, der indeholder både kommunale og kommercielle sundheds- og wellness- tilbud.
Herefter har kommunen undersøgt, hvilken OPS-form der er mest egnet til projektet. Til denne undersøgelse har kommunen opstillet 3 OPS-modeller.
- Model 1: Fanø Kommune står som ejer, foretager alle investeringer og forestår drift og vedligeholdelse. (traditionel)
- Model 2: Fanø Kommune står som ejer, men private partnere foretager investeringer og står for drift og vedligeholdelse. (samlet udbud)
- Model 3: Private partnere står som både ejere og investore og forestår drift og vedligeholdelse. (OPP)
Efter en analyse af de tre OPS-modeller har Fanø Kommune valgt at gå videre med Model 3. Fanø Kommunes manglende muligheder for at afholde de nødvendige og høje initialinvesteringer til ombygning af de eksisterende bygninger til et samlet sundhedscenter, har været afgørende for dette valg. Udover de finansielle muligheder som model 3 indeholder, forventer Fanø Kommune, at et tværfagligt samarbejde med investorer og øvrige aktører vil skabe innovative løsninger og derved merværdi til projektet.