Opdateret: Fredag den 29. januar 2010
Statens udbudscirkulære
Staten er omfattet af et særskilt cirkulære om udbud af statslige drifts- og anlægsopgaver. Den 1. februar 2010 trådte et nyt cirkulære om udbud af statslige drift og anlægsopgaver opgaver i kraft.
I menuen til højre kan du finde cirkulæret samt vejledning hertil.
De nye regler er en udløber af arbejdet med Finansministeriets statslige afbureaukratiseringsplan, Enkel administration i staten. Reglerne vil afbureaukratisere ministeriernes arbejde med udbud og frigøre administrative ressourcer, som i stedet kan prioriteres til ministeriernes strategiske arbejde med udbud. De nye regler ændrer dog ikke på, at udbud af opgaver fortsat er et væsentligt redskab til at sikre, at de statslige opgaver løses bedst og billigst.
De nye regler på udbudsområdet indebærer følgende større ændringer i forhold til de tidligere regler:
- Kravet om, at ministerierne skal udarbejde udbudspolitikker, afskaffes. I stedet udarbejdes en ny fælles statslig udbudspolitik.
- Bagatelgrænsen for, hvornår udbudsegnede opgaver skal sendes i udbud, forhøjes fra kr. 500.000 til lidt under 1 mio. kr. jf. § 4.
- Private virksomheders ret til at udfordre de statslige institutioners opgaveløsning afskaffes.
Opgaver skal med passende mellemrum udbydes
De nye regler ændrer ikke på, at udbud af opgaver fortsat er et væsentligt redskab til at sikre, at de statslige opgaver løses bedst og billigst. Opgaver som vil kunne udføres af eksterne leverandører, skal derfor med passende mellemrum sendes i udbud. Statsinstitutioner skal gennemgå deres opgaveportefølje for at identificere de opgaver, der er udbudsegnede. Desuden skal staten via regelmæssige udbudsrunder undersøge, om de eksterne leverandører er bedst og billigst.
Billigere, hurtigere og enklere at foretage udbud
Med cirkulæret får de statslige institutioner større frihedsgrader til at tilrettelægge udbud, som ikke er omfattet af EU’s udbudsdirektiver. Tilrettelæggelsen skal blot efterleve EU’s generelle principper om gennemsigtighed, ligebehandling og ikke-diskrimination. Med cirkulæret bliver det derfor enklere, hurtigere og billigere at gennemføre udbud af små driftsopgaver.
Selv om cirkulæret kun gælder de statslige drifts- og anlægsopgaver, kan regioner og kommuner anvende det vejledende.
Opgørelse af statslig konkurrenceudsættelse
For at sikre en bedre overvågning af udviklingen i den statslige konkurrenceudsættelse introduceres der med statsregnskabet for 2009 en ny opgørelse af den statslige konkurrenceudsættelse; Statens Indikator for Konkurrenceudsættelse (SIKU). SIKU forventes første gang offentliggjort i april 2010.