Opdateret: Fredag den 27. januar 2012
Værktøj til prisbenchmarking på vareindkøb
Med dette KL værktøj kan du sammenligne din kommunes priser med andre kommuners priser på 19 vareområder.
Mange kommuner har stort fokus på at effektivisere deres indkøb, blandt andet gennem udbud. Men det kan være vanskeligt at vide, hvornår kommunen har opnået tilfredsstillende priser, og hvilke områder man formentligt vil få mest ud af at gå i udbud med. For at skabe mere gennemsigtighed på området har KL udviklet et værktøj til prissammenligning.
Værktøjet er som udgangspunkt baseret på data fra en prisanalyse gennemført for KL og Finansministeriet. I prisanalysen indgik indkøbspriser fra 15 kommuner. Derudover opdateres værktøjet løbende med nye indkøbspriser fra de kommuner, der bruger værktøjet. Priserne præsenteres naturligvis i anonymiseret form, så hverken kommune eller leverandør kan kobles til de enkelte priser.
Værktøjet kan let rekvireres ved at sende en mail til apk@kl.dk. Værktøjet er dog kun tilgængeligt for kommuner. Værktøjet er gratis, men til gengæld for brugen forventer vi, at I vil melde jeres priser tilbage til os, så værktøjet kan blive opdateret med nye tal og dermed fortsætte med at være relevant i forhold til sammenligninger.
Til højre findes en vejledning om brugen af værktøjet til prissammenligninger. Se på s. 2 hvilke vareområder I kan sammenligne priser på.