Opdateret: Tirsdag den 27. oktober 2009
Valg af partner
Partnerskaber gennemføres ved udbud efter gældende regler. Processen er karakteriseret ved, at kommunen eller regionen udnytter muligheden for dialog med mulige leverandører tidligt i udbudsprocessen, og at der arbejdes med relativt åbne kravspecifikationer. Valg af privat virksomhed hviler i høj grad på virksomhedens evne til samarbejde og innovation. Der er fokus på øget effektivitet og kvalitet i opgaveløsningen på baggrund af optimering af partnernes kompetencer.
Udbudsprocessen skal ske ifølge Udbudsdirektivet som en tjenesteydelse. Når der er tale om ydelser i henhold til Bilag A, og summen overstiger tærskelværdien, skal kommunen eller regionen gennemføre et udbud. For ydelser, der hører under Bilag B, er man friere stillet. Der vil dog være krav om, at opgaven konkurrenceudsættes, og at man iagttager de grundlæggende principper i relation til ligebehandling og gennemsigtighed.
Der vil typisk være dialog mellem udbyder og mulige leverandører tidligt i udbudsprocessen.
Gennem en sådan tilgang kan kommunen eller regionen vurdere, om der findes interessante private leverandører, der er egnede som samarbejdspartnere. Tilsvarende kan private leverandører bidrage til en kvalificering af udbudsmaterialet.
Såfremt I har valgt at anvende udbudsformen ”konkurrencepræget dialog” vil I efter prækvalifikation anmode om løsningsforslag fra hver leverandør. Disse løsningsforslag danner derefter grundlag for en dialog, der afsluttes med at leverandørerne anmodes om at afgive et bindende tilbud. Ved anvendelsen af denne udbudsform kan I gennem dialogen opnå viden om markedet og leverandøren, inden det endelige udbud iværksættes.
Ved udbud af et partnerskab skal kravspecifikationen være så rummelig, at tilbudsgiverne ikke fastlåses på bestemte udførelsesmetoder. Samtidig skal kravet om en klar specifikation, der giver mulighed for lige og fair konkurrence blandt tilbudsgiverne, ikke udvandes. En partnerskabskontrakt skaber mulighed for fleksibilitet, således at partnerne løbende efter aftalens indgåelse kan justere krav og ydelsesomfang.
Tildelingskriterium for udbud af partnerskabsaftaler vil altid være det ”økonomisk mest fordelagtige” tilbud. De underkriterier, der anvendes til at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud, understøtter det ”rigtige” match af partnere. Således vil evnen til nytænkning have en central placering i både udbud og tilbud.
Efter kontraktindgåelse vil partnerne sammen skulle udfylde rammen og dermed konkretisere og beskrive endelig model for organisering og fælles målsætninger for samarbejdet og for opgaveløsningen.
